Overskud avler overskud avler overskud

Mit slogan til min fungerende og kommende folketingskampagne er ’overskud avler overskud avler overskud’. Hvis du nogensinde har skullet starte en virksomhed, markedsføre en forening eller få et budskab fra dette eller hint spredt ud til mange mennesker, så ved du måske, at et slogan eller et motto, som det vel også kan kaldes, kan være en god ide.

Slogans vækker genkendelighed, og slogans hjælper vores image på vej, eftersom dét, der skal markedsføres, hvad end det er biler, dagligvarer eller politikere, bliver tæt forbundet med de ord og det budskab, der ligger i et slogan.

Vi kender alle ’Hvem ka’ – Bilka’, ’VW – aus Liebe zum Automobil’ eller ’Nike – just do it’. Vi forbinder virksomhederne med deres slogans og omvendt, og vi ved godt, hvad Nike mener, når de siger ’just do it’. Da jeg blev folketingskandidat, var jeg sikker på, at jeg også ville have et slogan. Jeg brugte timer, dage, uger på at brainstorme, skrive ned, notere, associere mm. Jeg havde mange bogstaver, ord og sætninger, og hvert et ord blev holdt op imod mig. Mig som menneske, politiker og profil.

Overskud avler overskud avler overskud endte mit slogan som. Et slogan jeg allerede nu har brugt meget og bruger meget. Jeg har ladet mig inspirere af den amerikanske forfatterinde Gertrude Stein, der i 1913 skrev digtet ’Sacred Emily’. Heri er verset ’A rose is a rose is a rose’. Digtet og særligt dén verselinje har fulgt mig I årevis, siden jeg ”mødte” det første gang. Jeg kan ikke huske, hvor og hvornår jeg stødte på det for første gang, fordi det er som om, at jeg altid har kendt til netop de ord, sat sammen på dén måde. Hvorfor ord og sætninger i digte og anden litteratur kan røre os dybt, kan jeg måske vende tilbage til en anden gang, men konstatere må jeg i hvert fald, at jeg så længe jeg kan huske, har fundet glæde, smil, overskud (!), forstærkning og meget andet ved netop de otte ord. Nærliggende var det derfor også, da jeg i mit brainstormarbejde med mit slogan, pludselig begyndte at bygge mit slogan op som Gertrude Stein byggede sin verselinje op.

Med mit slogan mener jeg, at overskud er fundamentet for mere overskud. Vi kender ordet synergieffekt, vi kender det bonmot der hedder, at 1+1 af og til kan give 3, og vi har alle prøvet ”når noget får op i en højere enhed”. Alt sammen noget der taler ind i den præmis, som jeg arbejder ud fra i mit politiske virke. Overskud er mange ting. Det nærliggende er naturligvis at tænke på penge, og det er da også en del af det. Der skal være økonomisk overskud i Danmark, fordi det medfører overskud til at fokusere på andet og mere end økonomi.

Der skal være socialt overskud i Danmark, fordi de bredeste skuldre skal kunne bære det tungeste læs. Der skal være overskud til, at der er hænder, der kan tage sig af de allersvageste i vores samfund. Overskud er også tid. Der skal være overskud af tid. Fordi det er grundlæggende for gode relationer og godt samvær og nærvær. Lærerne i skolerne skal have tid til at forberede sig ordentligt, og de skal have tid til at snakke med eleverne. Plejehjemspersonalet skal have overskud af tid til at snakke med Fru Jensen, fordi et værdigt ældreliv kræver tid. Overskud er også at spille hinanden gode. Også på tværs af sektorer. Der skal være overskud til at hjælpe iværksættere i gang og godt på vej, og der skal være overskud til at hjælpe i stedet for at sætte regler op.

Overskud er mangt og meget. Overskud er grundlaget for at vækste, hjælpe og udvikle. Overskud er grundlaget for smil, energi og engagement. Find ud af hvad der giver dig overskud, og gør så mere af dét. Fordi overskud avler overskud avler overskud.