Gud - er du her?

”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig” (Sl, 22; Matt 27,42; Mark 15,34)? Det er Jesu lidende ord fra korset for ca. 2000 år siden. I dag stiller jeg spørgsmålet igen. Dog på et mere generelt niveau. Jeg spørger ’Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt så mange?

Man kan blive forladt, eller man kan forlade en anden eller andre. Jeg er kristen. Jeg tror ikke, at Gud forlader nogen. Tværtimod. Jeg ser dog oftere og oftere det modsatte. At nogen forlader gud. Det kan være den kristne Gud, det kan være en anden gud.

Når jeg stiller spørgsmålet om, hvorfor flere og flere forlader gud, så er det fordi jeg møder disse folk i mit liv. Og har gjort det gennem en årrække. Det er typisk mine jævnaldrende, der, endda af og til med et let overlegent udtryk, konstaterer, at de bestemt ikke er troende, og at de alene bekender sig til naturvidenskaben. Det gør jeg også! Men jeg bekender mig også til andre dele af livet:

Den del af livet der handler om taknemlighed. Taknemlighed for mine børn. Taknemligheden jeg næsten ikke ved, hvor jeg skal sende hen. Andre steder end til Gud. Den del af livet der handler om tilgivelse, hvor kun det utilgivelige kan tilgives. Den del af livet, der handler om søgen efter håb. Et håb om at alt nok skal gå den bedste vej for mig. Den del af livet, der handler om at kunne hvile i håbet, tilgivelsen og taknemligheden. Den transcendente dimension er også en del af livet.

Det er en ærgerlig dimension af livet at gå glip af. Så længe der har været mennesker, har der været religioner, som individet har bekendt sig til, og om end vi med tiden bliver mere og mere vidende, så er vi siden Nietzsches ”Gud er død” nok ikke så væsensforskellige fra de seneste mange tusinder af år af mennesker.

Det er bøvlet at være menneske i dag. Der er mange valg, der skal træffes, der er mange ting, der truer os. Uddannelse, bopæl, pandemier, klimaet. Vi ved det. Vi skal uddanne os, vi skal bo det rigtige sted, vi skal udvise samfundssind, vi skal passe på klimaet. Der er nok at tage fat på, når vi Gud(!) ske tak og lov har forskere og videnskabsmænd, der kan fortælle os, hvad vi har i vente, og hvad vi bør gøre, og hvordan vi kan undgå eller udsætte katastroferne.

Foruden ovenstående er det også en kendsgerning, at mennesker i dag i højere grad end nogensinde før, har ondt i livet. Unge mennesker der cutter, spiseforstyrrede, angst blandt børn og unge, psykologhenvisninger en masse, stress, depression og sorglidelser.

Vi har mistet vores værdier. Vi har skrottet noget, der burde bevares. Vores kærlighedsbegreb er blevet så udvandet af Youtubere, trendsættere, realityshows, bloggere og influencere, at vi har mistet den ægte kontakt til os selv og vores egentlige jeg, med de holdninger og værdier, der knytter sig til det. Vi skal stoppe op. Kigge os selv i spejlet og mærke vores eget hjerte slå.

Bagsiden af medaljen for det moderne menneske er, at vi bliver mere og mere konkret tænkende, og vi ser ej interesse og mening med det abstrakte og transcendente.  Det er åndelig dovenskab a la Kierkegaard. Den transcendente dimension kan ikke serveres for os som et quick-fix. Dimensionen kræver energi. Og den kræver, at vi ud over naturvidenskabens målende og vejende karakteristika, også tør stille os selv de spørgsmål og søge efter de svar, som vi måske aldrig finder. Og ovenikøbet finde ro deri.

I stedet for at have så travlt med at afsky og tage afstand for alt religiøst, så giver det måske mening at gå i kirke, læse i koranen eller at prøve at forstå en salme for at finde ud af, om gud mon er derude et sted. Jeg tror ikke det skader.