Tak til Dannebrog

Jeg er stolt at vores flag. Dannebrog. Med dets enkle udtryk, der netop i dets beskedne form og farver formår at skabe så meget for os, vores historie, vores selvbillede og vores land. Vi flager ved fødselsdage og ved død. Og vi flager ved alt det midt i mellem. Dannebrog rammer vores liv ind. Dannebrog rammer vores liv.

Hjemme i haven på villavejen står en stor og majestætisk flagstang. Hvid og med den kendte røde knop på toppen. Jeg flager ved enhver kærkommen lejlighed, uden at flage på hver en dag for ikke at miste flagets og flagningens værdi og magi.

Med Dannebrog i top kan vi mærke hinanden som folk, fordi Dannebrog er med at til at give os og bevare vores identitet. Med Dannebrog følger ritualer og traditioner, som binder os sammen som nation, hvor vi som minimum har vores flag til fælles. Vi skal være stolte af vores flag, og vi skal være stolte af at være danskere. Heldigvis formår vi også at samle os under flere faner. Fordi vi er danskere, vi er europæere, vi er verdensborgere, ikke mindst er vi mennesker.

Af og til er vores sociale medier fyldt op med flag. Oftest er det Dannebrog, men det kan meget vel også være et andet lands flag. Det franske tricolore fyldte vores profiler, da landet var udsat for angreb i Nice eller på Charlie Hebdo, og de gule og blå ukrainske farver fyldte, da Rusland invaderede landet. Gennem landsflagene udtrykker vi, hvem vi sympatiserer med, og i og med at flagene omkranser og rummer en nation, kan vi altså ved at ”vise flaget” markere, hvilken nation vi som dansker og dansk folk også gerne vil omkranse og rumme.

Når vi rejser rundt i Verden, ser vi en masse flag. Naturligvis flaget i det land hvortil vi er rejst, men også andre nationers flag. Tydeligst er det i fx storbyer hvor en tværnational institution har hovedkontor, og hvor vi med begejstring leder efter Dannebrog foran EU’s kontor i Strasbourg eller foran FN-bygningen i New York. Ikke mindre er begejstringen, når vi ved et tilfælde ser Dannebrog på en rygsæk på gaden i Sydney. Når vi er ude, er synet af vores flag, som at komme hjem et øjeblik.

I Folketingssalen hænger Dannebrog nu på tredje år, og selvom der selvfølgelig var lidt polemik og politisering i kølvandet af beslutningen om ophængningen af flaget, så er det jo ganske rigtigt og korrekt, at en af vores nations største og tydeligste symboler nu hænger der, hvor Grundloven slår et slag for vores land og vores samfund.

15. juni hver år markeres Dannebrog på Valdemarsdag, som er fastsat til den dag, hvor flaget med korset i midten, ifølge sagnet faldt ned fra himlen som et tegn fra Gud. Et tegn på vort land og vort folk. Siden har Dannebrog fulgt os alle i sejre såvel som nederlag. Uanset klasse så serveres der på fødestuerne over hele landet et første ”måltid” til forældrene med Dannebrog på bakken, og uanset om det er et kronprinsepar eller Hr. og Fru. Danmark der skal giftes, så er Dannebrog også med.

Med netop vores evne til at bruge Dannebrog som en ramme om vores liv, og vores evne til også at lægge os under andre faner i sympati, viser flaget dets bredde og dybde. Vi både indkredser og omfavner med vores, verdens ældste, nationalflag. Tak til Dannebrog og alle andre nationalflag.