Bevar KLM

Når det kommer til skole-, og uddannelseslivet, så kan man kan stort set ikke åbne en avis, se en nyhedsudsendelse eller læse en kursusbeskrivelse uden at ordet ’dannelse’ er i. Mange skoler og institutioner har dannelse som en grundlæggende og eksplicit værdi, inklusiv den privatskole hvor jeg selv er skoleleder, og dannelse er der formentlig ingen, der har noget imod. Fordi det er så korrekt at sige, at dannelse er i fokus.

Jeg oplever i både mit politiske arbejde og i mit skolejob, at dannelsesforståelsen er meget forskellig. Ordet har mange konnotationer, merbetydninger, som er meget forskellige alt efter, hvem vi er, og hvad vores forforståelse er. Dannelse er et mangfoldigt og uhåndgribeligt begreb, men det behøver forståelsen af dannelse ikke at være.

Jeg oplever, at mange forstår dannelse helt klassisk, hvor det er viden, der er omdrejningspunktet for en persons dannede karakter. Hvis et menneske har viden om kunst og kultur, hvis denne kan kongerækken, eller hvis denne person kan tale mange sprog, så opfattes den som værende dannet. En anden klassisk forståelse af dannelse jeg møder, er at have gode manerer, og det er her en persons opførsel og gebærden, der er omdrejningspunktet for opfattelsen af, om mennesket opfattes som værende dannet. Hvis et menneske åbner døren for et andet, siger pænt tak for i dag, samler affald op på gaden og opfører sig værdigt, ja så er dette menneske dannet.

De to eksempler beskriver en forståelse af dannelse, som værende i niveauer og med et endemål. Man kan være mere eller mindre dannet. En anden forståelse, som nok er den herskende blandt skole-, uddannelse- og institutionsfolk, er den mere almene dannelse, hvor dannelse er mere processuelt og cyklisk, hvor viden og gode manerer har en plads, men hvor anvendelsen af disse er omdrejningspunktet for en modning af det myndige menneske.

”Dannelse er en fri og formbar proces. Vi fødes ikke færdige, men vi er formbare og skal derfor først dannes, før vi viser os om mennesker. Formningen må være fri. Vi skal dannes til at være myndige, ikke borgere, men mennesker, der former sig selv og træffer selvstændige (forhåbentlige oplyste) valg i livet.” Sådan beskriver rektor og professor Lene Tanggaard og seniorforsker og ph.d. Keld Skovmand i tirsdagens Kristelig Dagblad, hvad dannelse er (for dem).

Min forståelse af dannelse er som sidstnævnte, den almene, og derfor skuer det i mine ører, når der er snak om at sløjfe KLM i den ny læreruddannelse, hvis fremtid i disse uger diskuteres. KLM er det fag, hvor de studerende, landets kommende lærere, bliver bredt præsenteret for de ”prismer, som kan bryde deres blik på dem selv og den folkeskole, de skal virke i” (Tangaard/Skovmand), således at de selv reflekterer over, hvad de er formet af, hvilket menneske de er osv.

Almen dannelse har og vil altid være grundlæggende for menneskets ”træden i eksistens”, og debatten er der lige nu. Ude i samfundet. Lige nu rammer vi faktisk en tid, hvor ikke kun pædagogikprofessorer interesserer sig for begrebet, så skulle vi ikke gribe den mulighed og starte debatten om dannelsen. Jeg vil starte ved at bevare KLM, så landets lærerstuderende fortsat er i stand til at debattere dannelsen med dem selv og deres omgivelser.