Et barn skal hjælpes

Der er flere ting i dokumentaren, der problematiseres direkte, ligesom der er flere ting, der ikke italesættes direkte, men som i den grad også er problemfyldte.

Overordnet kredser dokumentaren sig omkring børn med særlige behov. Altså børn der enten har en diagnose, er under udredning eller er undervejs mod en udredning. Siden 2012 har det været en politisk beslutning, at flere børn med særlige behov skulle inkluderes i de almindelige folkeskoleklasser.

Det er ikke nogen overraskelse, at inklusionsopgaven har medført og medfører store udfordringer. Tydeligt ses det i dokumentaren at både barnet med særlige behov, de andre børn og læreren har meget svære vilkår for at få en god skoledag.

Inklusionsforetalere rundt om i landet beretter om, at inklusion er vejen frem for barnet med de særlige behov. Dog skal der tilføjes højt og tydeligt, og det glemmer man desværre tit at sige,  – dette gælder kun, hvis der de nødvendige ressourcer til rådighed. Og det er ikke tilfældet. Spørgsmålet er derfor, om vi til frustration for alle, skal holde fast i inklusionspolitikken, om vi skal sige, at vi i den danske grundskole ikke kan rumme alle børn, eller om vi skal sige, at hvis vi alle løfter i flok, så kan inklusionsopgaven måske løses.

Vi har alle et ansvar, hvis det skal løses. Debatten, der nu kommer som konsekvens af dokumentaren, er første skridt på vejen, og så skal vi sørge for sætte ind hele vejen rundt om barnet. Forvaltningen, skolelederne, lærerne, forældrene og pædagogisk psykologisk rådgivning – alle skal tage del i ansvaret.

En lærer siger programmet, at det er forældrenes ansvar, at børn hører efter, er klar til at modtage beskeder, vise hensyn mv.; Det vi kalder god opdragelse eller gode manerer. Jeg er helt enig. Børn skal opdrages hjemme. Dette må der ikke herske tvivl om. Børn er først forældrenes ansvar. Derefter er det systemets.

Hvis vi forældre starter med at kigge indad, spørger os selv, om vi påtager os opdragelsen, og lærer vores børn om regler, rammer, hensyn, at være en del at en gruppe, at tale pænt og i øvrigt at have respekt for andre mennesker, så er vi langt.

Dette er dog ikke det eneste. Forvaltningerne rundt omkring skal afsætte de midler, der er nødvendige, for at skoledagen bliver god. Her kunne man kigge på antallet af elever i hver klasse, lærerens ugentlige lektioner, lærerens forberedelsestid mv. Skoleledelserne skal sikre et godt arbejdsmiljø med tydelige værdier og en klar holdning til kerneopgaven. Lærerne skal være gode didaktikere og klasserumsledere, og slutteligt skal samarbejdet mellem pædagogisk psykologisk rådgivning (PPR) styrkes, så børn med særlige behov (altså ikke dem hvor det handler om opdragelse) hurtigst muligt bliver indstillet til en udredning. Enten med det formål at tilføre flere ressourcer til inklusionsopgaven, eller med det formål at få barnet i specialtilbud.

En udfordring som fylder forholdsvist lidt i debatten, er de stille børn. Vi kan også bare kalde dem de resterende børn. De børn der ikke har særlige behov, som ikke mangler opdragelse og gode manerer. De børn der hver evig eneste dag står op, går i skole og som gerne vil lære noget. Dem har vi også et ansvar for. De er også os professionelles ansvar. For her har forældrene faktisk gjort, hvad vi bad dem om. Og om ikke for andres skyld, så for ’de resterende børns’ skyld så skal vi gøre vores ypperste for at få brudt den onde inklusions- og opdragelsesspiral.