Værdighedsjobs. Og en tak til alle der udfører det.

Det værdige ældreliv adskiller sig ikke så meget fra det værdige liv. Det værdige liv har indhold. Det værdige liv er omkranset af respekt, er et liv sammen med andre, og det værdige liv oplever imødekommenhed. Mange af os er selv med til at skabe os et værdigt liv. Vi opfører os pænt og bliver dermed også mødt af god opførsel. Vi kan skabe et indhold i vores liv, der giver mening for os. Fx ved at læse de bøger vi gerne vil, ved at tage på de ture vi gerne vil, have det job vi gerne vil osv.

På et tidspunkt daler vores mulighed for selv at skabe et værdigt liv. Vi kan måske ikke længere se, høre eller læse, vores arbejdsliv er for længst stoppet, og vi er meget afhængige af andre mennesker. Det værdige liv må ikke stoppe, når vi stopper med at være i fuldt vigør. Vi skal sikre, at det værdig følger os ind i alderdommen. Og helt ind i døden i øvrigt.

For halvandet år siden kunne TV2 i en rystende dokumentarfilm med skjulte optagelser berette om en meget uværdig behandling af et andet menneske. Det gik blandt andre ud over 90-årige Else, der blev svigtet på det groveste, hvor hun fx hænger i en lift og jamrer af smerte, mens hun bliver beordret af plejere til at lave afføring i sin seng.

Det var og er en skandale, at der er mennesker, der bliver dem frataget værdigheden. Og så endda i deres eget hjem, som en lejlighed på et plejehjem jo er. Problemet tegner til at være dårlig arbejdskultur – altså dårlig ledelse. Dertil er der en SOSU-uddannelse og efterfølgende job, der desværre ikke er velanset. Tag dertil at der overalt i Danmark lige nu er mangel på arbejdskraft.

Det værdige liv handler både om det fysiske og om det mentale. Fysisk værdighed er at blive hjulpet på toilettet. Ikke når andre har tid. Men når man skal tisse. Kan man ikke komme på toilettet, fordi man fysisk er så svækket, at det ikke lader sig gøre, så er værdighed, at man får en tør ble, når man trænger. Ikke når andre har tid. Den fysiske værdighed handler om lys, luft, sol og musik. Om muligheden for at stå op, komme i tøjet, sidde i en stol og lytte til musik og mærke vinden på sin hud. Vi skal huske på, at et plejehjem er den ældres eget hjem, hvor man skal kunne forvente næstekærligheden. Ikke fordi det er nogens job, men fordi det er fundamentet for menneskeligt samvær. Den mentale værdighed er stimulering af hjernen. At få højtlæsning af dagens avis eller at være en del af en samtale om dagens emner, om datidens emner eller om, hvad der er det vigtige for netop den ældre.

Det lyder alt sammen godt. De færreste er uenige heri. Men det er også nødvendigt at gøre noget. Vi skal have flere hænder, plejehjemmene skal have mere frihed og mindre bureaukrati, bedre ledelse hvor der ikke er det, og vi skal tale værdighedsuddannelserne og -jobbene op.

De flere hænder kan fx komme ved at vi hæver topskattegrænsen, så der skaffes 2700 flere hænder, ved at vi sænker beløbsgrænsen for udenlandsk arbejdskraft, så dygtige udlændinge kan hjælpe os, ligesom en forhøjelse af beskæftigelsesfradraget også vil kunne hjælpe herpå. Vi kan også lade os inspirere af de kommuner, der har ungarbejdere ansat på plejehjemmene, så der kan læses højt, spilles et spil eller holdes en uformel samtale om det unge liv og det gamle liv. Man finder måske ud af, at ungdommen i dag og ungdommen dengang måske er den samme.

Dertil er vi nødt til at forstå, hvor vigtigt et job det er, at være ansat på et plejehjem. SOSU-assistenterne og -hjælperne skylder vi en tak. Ikke dem der var ved Else. Men alle de andre der hver dag gør, hvad de kan. Og en tak til dem der lige nu er under uddannelse til et af disse værdighedsjobs. SOSU-uddannelsen er en vigtig uddannelse. Det handler om livsværdi for andre end sig selv. Det handler om andre end dig selv. Det er muligheden for have at job, hvor ens arbejdsfunktion er at gøre det betingelsesløst godt.